Rørvig Guide

Rørvig Kyst

Info • Kort • Fotos
Facebook
Email
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Rørvig Kyst

Oplev den varierede kystlinje der omgiver store strækninger langs Rørvig og Nakke. Kysten går både ud til Isefjord og Kattegat – en fantastisk oplevelse. Rørvig Kyst er ca. 22 km lang og går fra Klitborg Plantage ud for Lynghusvej i nordvest, til Hov Vig i sydvest. Kyststrækningen dækker Rørvig- og Nakke-halvøerne som ligger mellem hav og fjord. Den nordlige kyst fra Lynghusvej i vest til Korshage i øst ligger ud til Kattegat, mens den østlige kystlinje løber fra Korshage i nord til Nakkehage i syd. Den sidste sydvestlige del af kysten, strækker sig fra Nakkehage i nordøst til Hov Vig i sydvest.

Kattegat-kysten langs Rørvig-halvøen

Hele den nordlige kyst fra Dybesø i øst til Klitborg i vest, er defineret som Rørvig Strand – og er en af Danmarks bedste badestrande. Kystlinjen på ca. 3½ km har hele vejen en dejlig bred sandstrand, med store hvide klitter beklædt med marehalm. Den bagvedliggende Sandflugtsplantage medvirker til at holde sandet i klitter og på strand, og derved bevare den fantastiske strand-kyst. Når vejret er klart, kan du nyde synet af Hesselø ca 25 km. mod nord.

Kysten fra Dybesø i vest til Korshages spids i øst, er stenet og og yderst velegnet til fiskeri af bl.a. laks og ørred. Mange lystfiskere står iført waders, og nyder den dejlige kyst og forhåbentlig en friskfanget fisk. Mellem Kattegat og Dybesø er der kun 75 m, og sommerhuse mellem søen og Flyndersø er tæt på havet, så kystsikring er foretaget med placering af store sten som bølgebrydere langs breden. Du kan vandre en tur mod øst langs en trampesti i forlængelse af Kattegat Strandvej, forbi det unikke landskab ved Flyndersø og Korshage. To ensomt beliggende sommerhuse møder du på vejen, de ligger helt ud til kysten, og er hårdt udsat for vind og vejr. Husene er benyttet om sommeren, og de giver faktisk området en vis charme, ligesom der er to små sandstrande mellem dem. Du kan opleve masser af dyre- og fugleliv, fx et rådyr i hybenbusken eller andefugle på svømmetur. De blå bølger, den stenede strand, lystfiskerne og de smukke hybenroser – giver alt sammen et uforglemmeligt billede af den fantastiske natur.

Isefjord-kysten langs Rørvig-halvøen

Kysten på den østlige side af Korshage i nord til Skansehage i syd, er kendetegnet ved en kombination af sandstrand, sten og tang samt lavvandede områder afhængig af vindforhold. Du kan derfor finde steder der er egnet enten til fiskeri, badning eller blot en travetur med skøn udsigt mod Hundested og Spodsbjerg. Isefjords munding er lige her, og kraftige strømforhold kan opstå, når vand presses mellem fjord og hav. Flere steder er der om sommeren opsat badebroer så sommerhusejerne kan få sig en dejlig dukkert, uden tang og sten ved vandkanten. Fra kysten kan der ind over land, nydes den flotte udsigt over store områder med lyng og strandeng. Yderligere ses et et rigt fugleliv, hjorte og harer.

Fra Skansehages spids i nord til Skredbjerg ved Nakke by varierer kysten, mellem badestrand, havn, sivområder samt tang og stenede strækninger. Skansehagebugten er en fantastisk naturoplevelse med fin strand, dog bliver der hurtigt dybt. Når vinden er i nord og vest er der god læ for lystsejlere, mens andre vindforhold giver optimale betingelser for kite– og windsurfing. Lystfiskeri er også udbredt langs hagen, og du kan nyde færgernes sejlads mellem Hundested og Rørvig. Fra Skansehage til Rørvig Havn er kysten mest stenet, og ruser samt bundgarn sættes. Ved Vikingestien er dog badestedet COLN, og herfra og til Skredbjerg kan du vandre eller cykle langs Fjordstien, og opleve kysten på nærmeste hold. Fra havnen til Skredbjerg er kystlinjen præget af sivbevoksning, og ofte med en del tang ved lavvande. Yderligere ses store sten ude i det lave vand, hvor vadefugle holder til. Du ser også svaner, ænder og mange andre spændende strandfugle, der kan finde føde i det lave vand, samt yngle og bygge rede i de tætte siv og krat.

Isefjord-kysten langs Nakke-halvøen

Terrænet langs kysten mellem Skredbjerg i nord og Nakkehage i syd, er ud for Skredbjerg meget stenet i perioder. Stedet har dog også en lille halvø af sand, der ved lavvande giver mulighed for at komme på afstand af kysten, og derved nyde udsigten til den stejle skrænt med de sjældne urter og et rigt fugleliv. Kysten videre frem til Nakkehage er fortsat stenet, og forholdsvis store sten kan vanskeliggøre vandringen. Du kan nyde udsigten østover mod Jægerspris i Hornsherred, og bl.a. se Kyndbyværket. Vandet er nu hurtigere dybt inde ved breden, og på Nakkehage er en fin lille sandstrand, hvor de lokale sommerhusejere får en behagelig svømmetur i fjorden.

Kystlinjen fra Nakkehage i nordøst til Hov Vig dæmningen i nordvest, er også en til tider stenet omgang. Efter at have rundet det sydligste af Nakke, begynder lavvandede områder langs kysten igen at tiltage. Du kan nu se Kongsøre Skov mod syd, og du passerer området Rishøj, hvor enkelte huse kan ses inde over landskabet. Den sidste del af kysten, strækker sig nordover forbi naturområdet Slettemose til Hov Vig, og er stadig stenet og lavvandet. Masser af fugleliv og skøn udsigt mod Annebjerg Skov og Grønnehave Skov i Nykøbing Sj. ses mod vest. Hov Vig dæmningen afslutter Rørvig Kyst med et unikt fugle- og vildtreservat.

Kurv