Rørvig Guide

Rørvig i tekst og billeder

  • Begivenheder
  • Lokalt
  • Områder
  • Vandreture

Dybesø

Rørvig Guide » Områder » Dybesø

Dybesø – Beskrivelse, billeder og placering af den idylliske sø som er smukt beliggende ved skov, strand og hav nær Rørvig. Søen er en af de gamle lagunesøer  i Rørvig området

Beskrivelse

Dybesø er trods sit navn ikke ret dyb – maks. 2 meter på de dybeste steder. Søen er smukt beliggende ved skov, strand og hav nær Rørvig. Søen er lodsejet og disse er samlet i Dybesø Selskabet, det betyder bl.a. at fiskeri og badning er forbudt. Søen er en ferskvandssø og har foruden et rigt fugleliv med fx ænder og svaner, også en del gedder svømmende rundt. Savnet fortæller at pga. tæt begroning visse steder i søen er badning ikke tilrådeligt da man kan være uheldig og blive viklet ind i disse bundplanter der i det til tider stillestående vand, kan virke som en slags fangarme og dermed trække badende ned i “dybet” – deraf måske også navnet Dybesø. Den nærliggende Flyndersø kan også være en forklaring på navnet Dybesø – da Flynder betyder flad. Dybesø var således dyb i forhold til Flyndersø.

Søen der får tilført vand fra undersøiske kilder har vandspejlet lidt højere end i Kattegat som ligger kun 75 meter fra søen. Denne smalle tange mellem Dybesø og Kattegat har foreningen Rørvig By og Land (RBL) ejet siden 1937 og arealet er fredet. Du kan gå hele vejen rundt om søen – en strækning på 1,9 km – hvor du vil opleve en fantastisk flot natur og et dejligt fugleliv. Besøg også “Solfaldshøj” der er ejet af RBL siden 1958 og er fredet. Det er et lille område placeret oppe på en skråning med flot udsigt over Dybesø og Kattegat. Oplev også det idylliske gamle bådehus fra 1890’erne som kan ses på søens vestlige side.

Dybesø der ligger ud for det tidligere Rørvig Badehotel – kan du komme til gående, cyklende og kørende via Dybesøvej fra Rørvig by, Lokkemosevej fra Lokkemose – eller Flyndersøvej fra Korshage hvor der er P-plads. Mod syd har søen Sandflugtsplantagen som nabo og mod nord er det Korshage. Fra Dybesø kan du gå eller cykle ruten “Naturens skarpe hjørne” en rundtur der med en strækning på 10,8 km fører dig gennem Korshage, Rørvig, Højsandet og til Dybesø igen.

Placering

Kort over geografien for den smukke Dybesø, som ligger nær havet samt skov og strand. Et par km nord for Rørvig kan du via Dybesøvej opleve området.

Billeder

Masser af dejlige fotos fra Dybesø nær Kattegat og Sandflugtsplantagen. Dybesø ved Rørvig er omgivet af smuk natur og varieret landskab.

Skrevet i: Områder Tags: bådehus, dybesø, kattegat, rørvig, rørvig badehotel, solfaldshøj

« Ophavsret
Hyldest til Dybesø »
  • Events
  • Facebook
  • Hyldest
  • Om

Oplev Det gamle Rørvig for 100 år siden
Sommer, sol og Rørvig
Ophavsret © 2009 - 2020 • Rørvig Guide • Alle rettigheder forbeholdes