Rørvig Guide

Sankt Hans

Info • Kort • Fotos
Facebook
Email
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Sankt Hans

Oplev den populære midsommerfest på Rørvig Havn, som hvert år tiltrækker tusindevis af mennesker. Sankt Hans aften 2009 på Rørvig Havn blev indledt kl. 20.00 med at Nykøbing Sj. Stadsorkester spillede og marcherede fra pladsen ved Lindegaarden i Rørvig by til Rørvig Havn ad Toldbodvej. Selve Sankt Hans arrangementet som foregik på pladsen ved Hundested-Rørvig Færgen og Vikingestien, var målet for orkestret og de fortsatte med at spille god musik på stedet helt indtil kl. 21.00 hvor jazz-orkestret Jersey Jazzmen tog over. Så fik den ellers gaz med en ordentlig omgang happy jazz! Folk stod tæt stimlet sammen ud for scenen, og der var da også nogle der fandt danseskoene frem.

Kl. 21.45 bød Einar Olsen – der er formand for Rørvig Handels- & Håndværkerforening – velkommen til ikke mindre end 4000 glade deltagende sommerhusgæster såvel som lokale. Formanden gav derefter ordet til årets båltaler – Diplomat Christopher Bo Bramsen – der bl.a. talte om Holger Drachmann og hans tilknytning til Rørvig og om selve traditionen omkring Sankt Hans og hekseafbrænding. Ved 22-tiden blev det store bål med en imponerende flot heks antændt, og Stadsorkestret spillede op til fællessang med bl.a. Midsommervisen (skrevet af Holger Drachmann) og Rørvigvalsen. Det store bål gjorde sit til, at heksen til sidst måtte give slip, og flyve direkte fra Rørvig til Bloksbjerg, mens både børn og voksne samt mange lystsejlere i Skansehagebugten og på Isefjord fulgte afbrændingen. De heldige der havde reserveret plads på LodsOldermandsGaarden kunne opleve det hele fra første parket, mens de sad på restaurantens terrasse og nød et udsøgt måltid mad.

Derpå var der igen gang i jazz’en og fadølshanerne blev flittigt benyttet mens folk nød Jersey Jazzmen som underholdt helt frem til ved 23-tiden hvor det vellykkede Sankt Hans arrangement blev afsluttet med et brag af et festfyrværkeri leveret af Danfyr v/ Frederik Bisgaard og alle kunne derefter – mættede af oplevelser oven på en dejlig aften – vende hjemad. Det blev atter engang en kæmpe succes på Rørvig Havn kombineret med et flot varmt vejr og rolige vindforhold.

Se kommende events i Rørvig