info • omegn • kort

Vandretur på Korshage

Facebook
Email
Pinterest
Print
Vandretur på Korshage

Beskrivelse

Vandretur på Korshage som er området nord for Rørvig, der har en fantastisk varieret natur med vilde blomster, lyngheder og kyst til både hav og fjord. Oplev Korshage på nærmeste hold, med en skøn vandretur der starter fra den østlige side af Dybesø på vejen Ved Dybesø, og fortsætter østover via Kattegat Strandvej. Her vandrer du nord om Flyndersø, på den stenede strand ved de to ensomme sommerhuse, helt ude ved kysten til Kattegat. Der vandres næsten ud til spidsen af Korshage, hvor de smukke lyngklædte arealer med de flotte sommerhuse ligger. Her drejes sydover ad Korshage Fjordvej, og Isefjord ses bag det imponerende landskab, med forblæste buske og træer, samt hede og indhegnede heste og får. Alternativt kan der med fordel vandres helt ud til spidsen af Korshage, og direkte gennem de indhegnede arealer mellem grusvejen og kysten, således at natur og landskab opleves endnu mere intenst!

Så passeres feriekolonien Isøre og feriekolonien Nørrevang, inden der vandres mod vest ad Langesølodden som er en privat fællesvej, hvorfor man som vandrende bør opføre sig passende, og tage mest muligt hensyn til de omkringliggende grundejere – hvorefter der fortsættes vestpå ad Eriksmindevej. Ved feriekolonien EriksmindeNørrevang drejes nu mod nord ad Myntestien, som følges frem til Korshagevej. Både på Eriksmindevej og på Myntestien passeres det store område Langesø Mose der strækker sig mellem Korshage og Skansehage. I det andet skarpe sving på Korshagevej i nordlig retning, drejes nu mod vest ad Korshage Gyvelvej, og der fortsættes nordover. Når Flyndersøvej nås vandres mod vest, og Flyndersø passeres nu sønden om, og der fortsættes frem til Dybesø hvor turen slutter.

Ruten er 7 km lang og tager knap 1½ time at vandre. Strand, stenet- og kuperet terræn forekommer. Åbent landskab ca. 75 % af tiden. Ruten kan med fordel vandres i en retning, således at direkte modvind undgås langs kyster og ved åbent landskab. Mest læ opnås ved sydlig vind. Et andet udgangspunkt for ruten er P-pladsen på Korshage, hvorfra det også vil være muligt at opdele turen i mindre stykker.

Vandretur på Korshage

Placering