Sognegårdens Venner
–
Rørvig amatørerne​

Der har været spillet amatørskuespil i Rørvig-Nakke området i så lang tid, at det fortaber sig i det dunkle. Allerede i 1950’erne og 60’erne skal der have været en langvarig og levende tradition for opførelse af amatørskuespil i Rørvig Sognegård, men den døde gradvist ud. Aktiviteterne havde bl.a. en i sin tid højtelsket Rørvig-præst pastor Hostrup som en så engageret deltager, at han selv skrev et skuespil, “Pak”. Det vides dog ikke, om det også er blevet opført.

Traditionen blev genoptaget i 1971, da forældrekredsen ved den 3 år tidligere oprettede Rørvig Friskole sammen med en engageret lærer opførte Norman Krasna’s lystspil Kære Ruth. Det forsøgtes året efter at videreføre traditionen, men i forbindelse med leder- og lærerskift ved friskolen løb disse bestræbelser ud i sandet.

Nogle år senere, da Rørvig Kirke i 1974 havde fået ny præst, Emilie Esbjørn, engagerede dennes ægtefælle Frode Esbjørn sig stærkt i sognets kulturelle anliggender. Specielt fandt han det meningsløst, at lokalerne i Sognegården stort set stod ubenyttet hen, idet kun Salen blev brugt – som gymnastiksal – af friskolen. Han ivrede for, at den naturlige funktion som forsamlingshus og kulturelt centrum i sognet blev genoplivet, og allerede tidligt syslede han med tanker om etablering af en kreds i stil med “Sognegårdens Venner”, uden at det dog blev til noget.

Han interesserede sig også meget for amatørskuespil og kom i kontakt med nogle af forældrene fra friskolen, som havde spillet “Kære Ruth”. Det lykkedes med en kvindelig lærer fra Nr. Asmindrup som instruktør også at påbegynde indstuderingen af Agatha Christie-krimien “Musefælden”, men både Frode og instruktøren Agnes Gervesen insisterede på at besætte en række vigtige voksen-roller med skole-elever, og den slags “skolekomedie” ønskede de medvirkende voksne ikke at være med til, hvorfor der ikke blev nogen forestilling ud af det ved den lejlighed.

Først i 1976 lykkedes det i et samarbejde mellem de teaterinteresserede – bl. a. også præsten “Mille” Esbjørn – at sætte et stykke op (Vi som går køkkenvejen), og herefter fortsatte det slag i slag med årlige forestillinger – se den særlig oversigt over repertoiret.

I 1977 gennemførtes omsider Frode Esbjørns kongstanke, idet han sammen med en arbejdsgruppe af interesserede “lokale” havde gjort forarbejdet, så sammenslutningen Sognegårdens Venner kunne stiftes officielt med vedtægter, bestyrelse og kontingent – i marts samme år. Dette organ har siden stået for en lang række kulturelle aktiviteter i Sognegården – forårsfester, høstfester, julearrangementer, bankospil, i de første år folkedans og ikke mindst de sidste 10 år halvårlige viseaftener – “i café-miljø” – der især om sommeren har meget stor tilslutning, ikke mindst af sommerhusfolket.

Efter dannelsen overgik en stor del af initiativerne i amatørteatersammenhæng til “nye” tilflyttere, hvor der især – uden ellers at skulle forfalde til persondyrkelse – er grund til at dvæle ved navne som Inger-Margrethe Mortensen, Lone Thormod (tidl. skuespiller kendt som Lone Lind) og hendes mand Poul Thormod, Birthe Hagenbo og hendes mand Søren Olsen, der alle var stærkt engagerede i teaterarbejdet. Senere kom en fremragende instruktør Kurt Christiansen til, men han døde desværre alt for tidligt. Og man må heller ikke glemme “nykøbingenseren” Konrad Jahn, som igennem mange år dels har været en fremragende sekretær og arkivar til at holde sammen på det hele, dels en fingernem, kreativ og hittepåsom skaber af diverse effekter til scenisk brug, og endelig ofte selv har gjort en god figur på scenen.

Helt siden starten har “Rørvig Amatørerne” været en vigtig, måske den vigtigste, del af “Sognegårdens Venner”, hvor kredsen af både dybt interesserede og meget erfarne medlemmer inden for amatør- og tildels også professionelt teater dannede kernen i et “teaterselskab” af faktisk sjældent høj kvalitet, som både turde og kunne binde an med selv krævende opgaver, som i mange år var velanskrevet videnom, og som havde ry for et næsten professionelt niveau – hvilket også fremgik af omtalerne i den lokale presse.

Dette kulminerede nok i løbet af 1980’erne, da der sjældent var vanskeligheder med at hverve nye talentfulde medlemmer til truppen – men det er efterhånden blevet sværere, specielt blandt de helt unge. Det har langs ad vejen medført, at nogle af de yngre roller af og til har måttet besættes med noget ældre kræfter, hvilket nu og da har givet anledning til nogen munterhed blandt publikum!

Personkredsen omkring amatørteater har gennem årene været særdeles stabil og de enkelte medvirkende meget trofaste – naturligvis med diverse frafald og udskiftninger, som først og fremmest har haft med fraflytning og tidnød at gøre. Et enkelt af medlemmerne, den yderst “lokale” Lilian Jensen, har faktisk – som den eneste – været med lige siden 1978 og kan således nu i 2003 fejre 25 års jubilæum. Hun har – med enkelte fravær af naturlige årsager ved familieforøgelse – faktisk spillet med i samtlige forestillinger siden starten. Det var længe i ungpigeroller, altid med karakter, og nu med bravour i de mere modne rollefag.

Ved siden af den aktivitet, der knytter sig til selve skuespilleriet, har Rørvig Amatørerne været så heldige, at man det meste af tiden til de musikalske opgaver – operetter, syngespil og revyer – har kunnet trække på en særdeles fremragende pianist på et – trods et meget borgerligt erhverv – højt professionelt niveau, Vagn Birk Jensen, som desværre har forladt regionen af uddannelsesmæssige årsager. Det har dog stadig været muligt at trække på særdeles glimrende og velkvalificerede kræfter til denne opgave.

Derudover har forestillingerne trukket på mange praktisk-håndværksmæssige ressourcer med scenografi og lyssætning m.v., men også kostumering, sminkning, frisering og parykmageri. Også her har Rørvig Amatørerne altid kunnet glæde sig ved fortræffelige, trofaste og entusiastiske lokale kræfter.